The Girl in the Park

Hun er for altid mærket af bortførelsen af sin treårige datter for femten år siden. Livet efter tabet er blevet en række isolationer: adskillelsen fra eksmanden, afstanden til sønnen og en dagligdag, hvor minderne fylder mere end nutiden. Hendes sorg er ikke blot en fortvivlelse, men en stille, vedvarende form for traumatisering, som har ændret både hendes relationer og hendes opfattelse af sig selv.

Da en ung, problemfyldt kvinde med en broget fortid træder ind i hendes liv, vækkes de gamle sår til live. Mødet fungerer som en katalysator, der åbner gamle sår og lader et irrationelt og stadig mere ulogisk håb skyde op — måske, måske ikke er denne fremmede den datter, hun mistede. Forholdet mellem dem bliver et komplekst spil af længsel, mistillid og behovet for at tro på noget godt, selv når logikken siger noget andet.

Filmen skildrer på afdæmpet vis, hvordan sorg kan blive til besættelse, men også hvordan mødet med en anden menneskelig sjæl kan sætte helingsprocesser i gang — eller trække en dybere ind i fortidens spøgelser. Det er en intens, følsom fortælling om moralske gråzoner, tilgivelse og den menneskelige trang til at finde mening i det meningsløse.