The Tingler

I 1959 følger filmen en ambitiøs patolog, der udforsker grænsen mellem videnskab og rædsel ved at eksperimentere på en døvstum kvinde, som ikke kan glemme eller udtrykke frygt med et skrig. Han postulerer, at mennesker kan dø af skræk, fordi en lille organisme, som han navngiver "The Tingler", lever langs rygmarven og kun holdes i skak, når et menneske lader et skrig flyde frit. Uden evnen til at skrige vokser truslen indefra og skaber en intens, næsten klaustrofobisk spænding.

Forsøgene afslører både makabre og etisk problematiske sider ved denne teori, og filmen spiller på frygten for, at noget ukendt og levende kan bo inde i vores egne kroppe. Scenerne veksler mellem klinisk undersøgelse og pulserende uhygge, hvor publikums egen trang til at skrige bliver synonym med overlevelse. Den ubarmhjertige demonstration af, hvad der sker, når skriget bliver kvalt, giver en ubehagelig men fascinerende uforudsigelighed.

Filmen kombinerer videnskabelig nysgerrighed med klassisk gyserstemning og stiller et simpelt, men urovækkende spørgsmål: hvad sker der, når naturlige reaktioner—som at skrige af skræk—bliver forhindret? Atmosfæren er gennemsyret af angst og moralsk ambivalens, og slutningen efterlader seeren både lettet over og skræmt af, hvor tæt rædsel kan ligge under huden.