Shithouse

Ensomheden hos førsteårsstudenten Alex står i centrum: han har lukket sig om sig selv og forestiller sig, at alle andre allerede har knækket koden til college‑livet. Hans akavethed og selvoverbevisning gør sociale situationer til en prøvelse, og det er netop denne sårbarhed, der præger filmen fra begyndelse til slut.

En aften tager han alligevel springet og ender på en legendarisk fest i en frat kaldet Shithouse, hvor han møder Maggie. Deres møde er både uventet og umiddelbart — lange samtaler, grin og øjeblikke af nærhed skaber en forbindelse, som føles både skrøbelig og ægte, uden at filmen falder for melodrama.

Det er en varm og nørdet coming-of-age-fortælling, der balancerer pinlig humor med oprigtig følelse. Gennem intime scener og velplacerede øjeblikke viser filmen, hvordan et enkelt menneskemøde kan rykke ved ens opfattelse af sig selv og åbne døren til større fællesskab og modet til at række ud.